De berusede skibe
og alle deres mindreværdskomplekser,
når de sejler ind i havnen
og forlader den igen
belastet af nye historier,
der går jorden rundt.
Selv uden ben i næsen
kan du stikke den for langt frem
og kæften helt ind i en andens;
kæft, det er langt ude.
Skibene vender aldrig tilbage.
Sjælen forlader skroget
før det ophugges.
Først når kisten måles op
viser sjælen sig igen
som et fredfyldt smil
på dine læber.
Eksistensironisk kvanteerkendelsessandhed tilsat et strejf af forsinket, romantisk følelsesalvor i herligt bumletrav.