Når du bliver opslugt af mørket i din egen mund. Når der intet er stort nok til at lukke din åbne hals. Når vand passerer igennem dine lunger. Mavesækken snøret sammen om hjertet, der springet et slag over. Hvis det var det, kan du så få fred eller skal du starte forfra?
*
Ingen er alle steder og bjørnen sover i lommen af din alderdom.
*
Du stikker hånden i lommen, som er en kanin som er ulve med hårene strittende elektrisk på en støvbold væltende gennem byen, der er et hul i jorden kold som snuden på en hund i dit morgengrimme ansigt i spejlet vrænger ad dagen, der bliver natten der går kold som øl i køleskabet der er hvidt som skyerne i dine øjne der er rifter så små som rifter.
*
Ilden i træet i skoven på månen. Langt væk hjemmefra og tæt nok på sig selv. Når først vi mødes begynder et langt farvel. Vi rejser i tiden med livets hastighed og alligevel er vi der aldrig, når vi kommer frem. Bagstræberiske kaster vi skriften i bøgerne og gemmer dem på reolen.
Re:citat 
Kan godt lide kæden i det tredje. Fjerde og sidste digt står virkeligt klart og stærkt.
Jeg synes jeg husker dette fra digte.dk. Har du lavet om i det, eller er det bare den nye skrifttype og baggrundsfarve der får mig til at tro det?
Det er stadig godt, i øvrigt. 🙂
jeg lider denne særligt for dens tilsyneladende usammenhængende meningsfuldhed der efter endt læsning netop giver en sammenhængende mening, alligevel.
Der er noget sprogligt i første strofe som jeg må spørge om, da jeg selv er meget i tvivl. Sætningen: ‘Når der intet er stort nok til at lukke din åbne hals.’ For mig lyder sætningen mere som talesprog end noget der virker på skrift og det er placeringen af ordet ‘der’ der gør det. For mig lyder det umiddelbart mere rigtigt at skrive/sige ‘når intet er stort nok til at lukke din åbne hals’, men jeg er først lige begyndt at lære dansk, sådan rigtigt 😉
Som tidligere bemærket så er tredje strofe også for mig særligt godt og stærkt sanseligt – det er faktisk den der binder de første to sammen, for mig.
Fjerde strofe er en slags epigram/slutord der i sin nuværende form skiller sig fra de andre strofer i at der indføres et ‘vi’ og en mere filosofisk tone. I min læsning står denne strofe som digtets svageste, fordi den virker mindre bearbejdet/gennemtygget, den ikke er sanselig som de andre og fordi den er bliver ‘holdt i live’ af strålende ‘darling’ som : når først vi mødes begynder et langt farvel’. Men egentlig bliver meningen med fjerde strofe allerede sagt i de første to sætninger: ‘Ilden i træet i skoven på månen’ og ‘ langt væk hjemmefra og tæt nok på sig selv’. Ikke at jeg synes de kan stå alene, men måske kan de blot koples til ‘og alligevel er vi der aldrig når vi/du kommer frem’. Sidste vers er et helt nyt skift. Jeg var sikker på at der skulle stå ‘glemmer’ dem på reolen’. Jeg læser den ikke som nødvendig, men det skal ses i lyset af hvordan jeg lige har beskrevet min oplevelse af fjerde strofe.
Sorry, men denne kommentar kunne ikke gøres kortere – fordi det har været et digt jeg har været tilbage ved adskillige gange….
Det er en potent kommentar. Fedt!
“Der” er – som du bemærker det – overflødig og mindre kønt.
Egentlig synes jeg alle fire dele mangler yderligere bearbejdning. I virkeligheden burde tredje strofe være tre-fire gange så lang en helvedesflod af ord.
I første strofe står spørgsmålet uklart i sit formål / æstetik / musikalitet eller hvor jeg nu vil hen.
Anden strofe har svært ved at stå alene / oprejst.
Og fjerde og sidste strofe er drabelig staccato agtig i stedet for at være et langt, hårdt sving/ kast ind mod væggen. Bang!
Der skal dog stå gemmer; den intention er helt bevidst. Igen tak.