Jeg rejser mig fra sengekanten
med skyggen faldende som søvnen der holder fast
i det yderste
Jeg rejser mig i min halve højde
med øjnene galopperende over bordkanten
i næste skridt
Jeg serverer blødt brød med ost
og marmelademarker for at kunne udtale mig
på dronningens vegne
Jeg serverer kaffen sort
som din humor som min samvittighed
som bønderne der falder
Jeg stiller mig under bruseren
hvor vandet følger tyngdeloven men lader mig stå
til min fortrydelse
Jeg stiller mig under bruseren
med det kolde og varme uadskilleligt
rokerer tårnet
Jeg klæder mig på
defensivt for at møde mandagen
sort og hvid
Jeg klæder mig på
til det halve kongerige i et ønske om
remis
Re:citat 
Det første billede “med skyggen faldende som søvnen der holder fast” er meget stærkt.
“Jeg serverer kaffen sort
som din humor som min samvittighed
som bønderne der falder”
Det er virkelig kønt, på den fede måde. Jeg bliver henrevet og bliver ved med at være det resten af digtet igennem.
“Marmelademarker” er verdens fedeste ord. You world leader pretend, you.
Jeg er glad for dine fremhævninger. Især at du kan lide “marmelademarker”. Igennem tiderne har jeg så ofte fået at vide, at de hjemmestrikkede ord er konstruerede, fortænkte og hvad ved jeg. Det er godt, at der kan komme lidt balance i dét regnskab.
Hvis det er konstrueret og fortænkt at lege med sproget, må vi nok bare erkende at det er that business we’re in…
Jeg lider denne – men hva er det der gør det?jeg har læst den rigtig mange gange nu; jeg har svært ved at trykke fingeren ned i materiet uden at det bliver for malende og storladent…
nuvel – det er den konstante fornemmelse af regn der falder ned gennem teksten – sådan set blød regn og fornemmelsen af dyne (og hule) der stadig ligger der over mig når teksten er slut.
og så er der, som tidligere bemærket, ordet marmelademarker der næsten vælter morgenbordet for det sansende billede det er .
be om udsættelse på et stressende morgenritual i blød regn.